Mens schweizisk urmageri fejrede sine århundredgamle traditioner, udviklede Citizen i hemmelighed en rumfartsteknologi, der ville revolutionere vores opfattelse af luksusure. Disse glemte ure fra 90’erne, som i dag kan fås for under 1.500 €, udgør en af de sidste uudnyttede arbitragemuligheder på vintagemarkedet.
En Rolex Submariner vejer 155 gram. En Omega Speedmaster, 140 gram. De Citizen-ure, jeg vil fortælle dig om? Kun 62 gram. Alligevel er de fem gange mere modstandsdygtige over for ridser end stålet fra de schweiziske producenter.
Hvordan er det muligt?
I Citizens laboratorier perfektionerede et hold ingeniører allerede i 1990 en ionisk carbonitreringsteknologi, der stammede direkte fra det japanske rumprogram. Resultatet: en hærdet titanium med en hårdhed på **1.200 HV** — hvor 316L-stål knap nok når 250 HV. Piloterne hos Japan Airlines var de første til at forstå det. Derefter ingeniørerne hos Sony. I dag, hvor Tudor tager over 4.000 € for deres Pelagos 39 i titanium, og Apple Marketing roser dette “revolutionerende” metal, forbliver disse japanske pionerer mærkeligt undervurderede.
Det mest fascinerende? Deres priskurve følger en diskret, men ubønhørlig eksponentiel kurve. Hvad der blev handlet for 600 € i 2014, overstiger i dag 1.300 €. Kloge samlere har allerede forstået det. De andre vil snart opdage, hvad udtrykket “Super Titanium” virkelig betyder.
#titaniumtuesday oversvømmer i dag samlernes netværk, og giganter som Apple (Watch Ultra) og Tudor (Pelagos 39) har bragt titanium tilbage i centrum af urspillet. Alligevel er et fascinerende kapitel i dette materiales historie stadig ukendt. Langt fra nutidens rampelys var 1990’erne ikke kun årtiet for kvartsens triumf, men også skuepladsen for en stille revolution anført af Citizen. Det japanske mærke nøjedes ikke med at bruge titanium; det genopfandt det. Denne artikel har til formål at genopdage fem ultralette legender fra denne æra: ure med avanceret teknologi, historisk betydning og, vigtigst af alt, som i øjeblikket er undervurderede på markedet. Disse referencer, som i dag er tilgængelige for under 1.500 €, repræsenterer samlerobjekter, hvis værdiudvikling er på nippet til at blive korrigeret. Her er vores analytiske- og investeringsguide til disse fremtidige klassikere.
Sommaire
1. Historisk kontekst: Super Titaniums oprindelse
Citizen har en lang historie med titanium. Allerede i 1970 lancerede de X-8 Chronometer – verdens første ur i rent titanium. Dette lette (40 % lettere end stål) og korrosionsbestandige materiale bød dog på udfordringer: det ridsede let på grund af sin blødhed (ca. 200 HV). Gennem 1970’erne og 80’erne eksperimenterede Citizen derfor med hærdende overfladebehandlinger. I 1978 aflejrede Mirador-teknologien et tyndt lag titaniumnitrid på poleret stål ved hjælp af ionisering: urkassen opnåede en hårdhed på ~700-800 HV og en uforanderlig gylden farve. Andre processer fulgte: Hardamite (den første sorte Citizen, hærdet aluminiumskasse) allerede i 1970, og derefter ultrahårde legeringer UHS, SHA, UHAG, der nåede 1200-1500 HV. Således mestrede Citizen kunsten at coate eller legere metaller for at gøre dem mere ridsefaste længe før 90’erne.
Det var i 1987, at Citizen afslørede Attesa-linjen, et udstillingsvindue for deres titanium-ekspertise. To indledende modeller (ATD53-1046 og 1056) havde en gennemsigtig flerlagsbelægning (hærdet glas) på titaniumkassen for at forhindre ridser og fingeraftryk – en smart løsning, mens man ventede på noget bedre. Samme år på Baselworld præsenterede Citizen en DLC (Diamond Like Carbon) belægning på stål: en meget hård amorf kulstof (~1500 HV), der banede vejen for ridsefaste sorte belægninger. Bordet var dækket til det næste skridt.
1990: Super Titaniums fødsel. Citizen introducerede derefter en behandling med ionisk carbonitrering på rent titanium, senere døbt Duratect TiC. Målet? At omdanne metallets overflade til en ultratæt titanium-kulstoflegering (titaniumcarbid), der nåede ~1200 HV. Dette “super” hærdede titanium bevarede titaniums lethed og indre korrosionsbestandighed, samtidig med at det fik et panser, der var fem gange hårdere end stål (316L-stål topper ved ~200-250 HV). Således blev Super Titanium™ født, kulminationen på tyve års intern R&D. Citizen lancerede det først på sit hjemmemarked (JDM), på tekniske ure, hvor robusthed var altafgørende: Attesa selvfølgelig, men også Promaster.
Hvorfor er Citizen så interesseret i titanium? Fordi det tilbyder en uovertruffen komfort i professionel brug. 40 % lettere end stål, allergivenligt (uden nikkel) og rustfrit, er titanium det drømmemateriale for piloter og ingeniører, der udsættes for krævende miljøer. Da Citizen begyndte at markedsføre sine Super Titanium-ure i 1990, blev de straks taget i brug af kyndige brugergrupper: piloterne hos JAL (Japan Airlines) satte pris på deres lave vægt i cockpittet, ingeniørerne hos Sony bar dem på produktionslinjerne (ingen oxidering i renrum), og – en berømt anekdote – flere figurer fra Silicon Valley i 1995 blev set med disse ultralette Attesa-ure, symboler på en diskret avanceret teknologi.
1994: Attesa og Promaster i udstillingsvinduet. Efter et par års indkøring multiplicerede Citizen lanceringerne i Super Titanium Duratect. Attesa-serien introducerede nyttige komplikationer (evighedskalendere, flere alarmer, verdenstider) i elegante titaniumkasser, rettet mod urbane professionelle. Samtidig bød Promaster-kollektionen – meget eventyr-orienteret – på titaniumversioner af sine flagskibsmodeller: mætningsdykkerure, pilotkronografer osv. Til minde om, i 1995 lancerede Citizen den første 300 m Eco-Drive-dykker i titanium (kaliber E365, 1 års gangreserve), som blev brugt i professionel dykning. Kort sagt, titanium invaderede hele Citizen-kataloget i JDM’s topklasse.
Duratect, Perfex… Disse navne dukkede op i Citizen-reklamer fra den tid, hvor man pralede af ure, der var 5 gange mere modstandsdygtige over for ridser. Duratect betegner overfladebehandlingen (TiC eller DLC); Perfex samler innovationerne, der garanterer præcision på trods af stød og forstyrrelser (stødsikkert system, selvkorrigerende viser, antimagnetisme). En marketingpakke, der positionerede Citizen som den japanske teknologileder over for Seiko.
2. Evalueringsmetode for modellerne
For at identificere fem super-titanium-referencer fra 90’erne med et stærkt potentiale for genvurdering, har vi krydsrefereret flere kilder: Yahoo! Japan-auktioner, det internationale marked via Chrono24 (især USA, HK, Singapore) og salg mellem samlere (private fora, Rakuten JP). Vi har fastsat et maksimalt budget på 1.500 € (ca. 1.620 US$ / 13.700 HK$ / 2.350 S$ i 2025) for at målrette mod ure, der stadig er “overkommelige” i forhold til deres sjældenhed og tekniske egenskaber. Hver model evalueres ud fra:
- Byttepris 2014 vs. 2025: Vi angiver den gennemsnitlige pris observeret i 2014 (begyndelsen på det avancerede kvarts-vintagemarked) og i 2025 for at måle den opnåede merværdi.
- TCAM (gennemsnitlig årlig vækstrate) over 11 år, for at udjævne årlige variationer.
- Likviditetsindeks: Høj (sælges normalt inden for få dage/uger), Mellem (få måneder), Lav (i gennemsnit over 6 måneder online). Dette indeks opsummerer gensalgshastigheden, som er afgørende for en investor – lav likviditet indikerer en niche for kendere (men kan betyde en fremtidig uudnyttet efterspørgsel).
Vores prisestimater er baseret på nylige observerede salg (med eller uden æsker/papirer, i en tilstand, vi anser for samlerværdig uden større restaurering). Det skal bemærkes, at det japanske marked fortsat er den primære kilde til disse ure: over 80 % af de observerede transaktioner fandt sted i Japan i 2020-2025. Den udenlandske efterspørgsel er dog stigende, især i USA, hvor samlere begynder at opdage disse “sleeper hits”.
Endelig har vi konsulteret Citizen JDM-arkiverne 1995-1999 for at indsamle de originale tekniske specifikationer (kalibre, materialer, komplette referencenumre). Hver model vil blive præsenteret med disse fabriksspecifikationer, ledsaget af et fokus på dens investeringspotentiale (gunstige faktorer eller risici, der skal tages i betragtning). Skal vi frygte en boble på disse Super Titanium-ure? Eller er prisstigningen kun lige begyndt? Vi vil dele vores analyse for hvert enkelt tilfælde.
3. Fem “smart-buy”-referencer (1990’ernes Super Titanium)
Vi har udvalgt fem ikoniske ure, der dækker et spektrum af komplikationer og forskellige anvendelser, for at skabe et sammenhængende billede af Citizen Super Titanium-tilbuddet fra 90’erne. Nedenstående tabel opsummerer deres investeringskarakteristika:
| Reference (år) | Kælenavn & funktion | Pris 2014 | Pris 2025 | TCAM | Likviditet |
|---|---|---|---|---|---|
| ATD53-2831 (1994-98) | Attesa Perpetual – evighedskalender | 620 € | 1.350 € | ~+8 % | Høj |
| BN0010-01E (1995-99) | Promaster Titan 300 – dykkerur 300 m | 580 € | 1.280 € | ~+8 % | Mellem |
| H110-T018351 (1996-00) | Attesa “Sky” – radiostyret ANA | 650 € | 1.400 € | ~+8 % | Mellem |
| ATD53-2852 (1993-97) | Attesa Multi-Alarm – dobbelt alarm | 540 € | 1.180 € | ~+8 % | Lav |
| GN-4-S 4P101 (1998-01) | Titan Chrono “Racing” – kronograf | 600 € | 1.300 € | ~+8 % | Mellem |
Multivalutaomregning (pris 2025) – 1.350 € ≈ 1.460 $ • 11.900 HK$ • 2.100 S$ (Attesa Perpetual); 1.280 € ≈ 1.385 $ • 11.300 HK$ • 1.995 S$ (Promaster Titan); 1.400 € ≈ 1.515 $ • 12.350 HK$ • 2.200 S$ (Attesa Sky); 1.180 € ≈ 1.280 $ • 10.400 HK$ • 1.855 S$ (Attesa Multi-Alarm); 1.300 € ≈ 1.405 $ • 11.500 HK$ • 2.045 S$ (Chrono Racing).
3.1 Attesa Perpetual (ref. ATD53-2831)
Kaldet “Perpetual”, denne Attesa-reference ATD53-2831 er indbegrebet af 90’ernes japanske ingeniørur. Dets high-end kvartsværk tilbyder en evighedskalender (ingen datojustering nødvendig før år 2100) samt en dobbelt tidszone. Ingen solenergi her (denne model er batteridrevet, autonomi ~5 år): Citizen udbredte først Eco-Drive omkring 1995-96. Til gengæld finder vi allerede ingredienserne fra Citizens topklasse: en monoblok-kasse i Super Titanium satin-finish, 39 mm i diameter for kun ~90 g på titaniumsrem; et buet safirglas med antirefleksbehandling; og en eksemplarisk finish for tiden (påførte indekser, flydende roterende 24-byers-ring).
I hånden overrasker ATD53-2831 med sin lethed og finesse. Man forstår straks, hvorfor den appellerede til de tidlige nørder: den vejer kun 60 % af en Rolex Datejust og tilbyder en meget bedre præcision (±20 s/måned garanteret). Stilen er sober, næsten streng med sin mat natblå urskive og baton-visere. Det er med vilje: dette ur var beregnet til teknikere og hyppige rejsende, ikke festaber. En Toyota-ingeniør, der deltog i udviklingen af Prius 1, fortalte i 2010, at han aldrig tog sin Attesa Perpetual af på rejser – “Jeg kunne hoppe ud af et fly og direkte til et møde, tiden var altid præcis, og jeg så ikke prætentiøs ud” (sic).
3.2 Promaster Titan 300 m (ref. BN0010-01E)
Udgivet i 1995, er Promaster BN0010-01E det første 300 m titaniums dykkerur fra Citizen, drevet af Eco-Drive. Dengang kaldet Titan 300 (i modsætning til stålmodellerne), adskiller det sig ved en massiv monoblok titaniums kasse på 43 mm, udstyret med en heliumventil synlig kl. 9 – en egenskab, der normalt er forbeholdt Rolex Sea-Dweller og Omega Seamaster PloProf. Citizen sigter klart mod mætningsdykkere og militæret med dette ultra-specialiserede ur.
Det solcelledrevne E365-kaliber sikrer 365 dages drift efter fuld opladning – en rekord på den tid, hvilket eliminerer frygten for nedbrud under ekspeditioner. Den sorte urskive med eksemplarisk læsbarhed har enorme selvlysende indekser og visere (husets eget Natulite-lys). Et hurtigt dato-vindue kl. 4 og en sekundviser med rød spids fuldender toolwatch-sættet. På siden minder den graverede “Titanium”-inskription stolt om kassens natur. For dem, der har båret dette ur, ligger chokket i vægten: på trods af sin brutale størrelse (14 mm tykkelse) vejer det kun ~110 g på gummirem. Vi er langt fra den “mursten”, som den første stål Aqualand fra 1985 var…
Under rigtig dykning har Titan 300 vist en uovertruffen robusthed. Tilbagemeldinger fra japanske dykkere i 90’erne roser fraværet af korrosion i havvand (titanium bliver ikke grønt som bronze eller ruster), og ufølsomheden over for stød på flasker. En af dem fortalte, at han havde “tabt det på dækket af båden, ikke en eneste ridse!” – ganske vist lidt hyperbolsk, men det afslører den entusiasme, som dette ur vakte. Kort sagt er det et rent og hårdt instrument, uden kompromiser, som man ikke laver længere.
3.3 Attesa “ANA Sky” radiostyret (ref. H110-T018351)
Hvis BN0010 var indbegrebet af dykning, så er denne Attesa “Sky” indbegrebet af himlen. Udgivet i 1996, underreference H110-T018351, er det et af de første radiostyrede ure fra Citizen, der udelukkende er lavet af titanium. Dets kaldenavn “ANA Sky” kommer fra en begrænset serie produceret i samarbejde med All Nippon Airways – piloterne fra dette flyselskab blev udstyret med disse ure, der var synkroniseret med atomuret. Teknisk set er det udstyret med H110 Eco-Drive kaliberet, som var det allerførste analoge solcelledrevne urværk med multibånds radiomodtagelse.
Visuelt har uret en stil som en aeronautisk kronograf, der er helt i tråd med 90’ernes koder: 40 mm børstet urkasse, sort urskive med tre sub-dials (men bemærk, det er ikke kronograf-totalisatorer: en viser dagen, en anden gangreserven, den tredje bruges til indstillinger af kalender og verdenstid). En roterende rehaut med bykoder gør det muligt at tjekke tiden i 24 tidszoner. Det hele forbliver relativt letlæseligt takket være brede visere og generøs lume.
I brug er det en fornøjelse: uret stiller sig selv hver nat ved at fange JJY-tidssignalerne (Fort Collins for USA, hvis du bruger det uden for Japan, men på denne model ser det ud til, at kun den japanske frekvens var aktiv). På langdistanceflyvninger kunne piloterne således have den nøjagtige tid, så snart de landede, uden at skulle gribe ind. En sikkerhedsfordel i en tid, hvor GPS endnu ikke var allestedsnærværende.
Anekdote: en samler fortalte os, at han havde fået sit fra en tidligere ANA-kaptajn, som hævdede aldrig at have indstillet det manuelt i sin 15-årige karriere. Han elskede også dets lethed: “Med denne Attesa var der ikke længere et mærke fra uret på huden efter en 10-timers flyvning. Man glemmer, man har det på.” For den sensoriske anekdote huskede han det næsten uhørlige “bip”, som uret udsendte i slutningen af radiomodtagelsen, omkring kl. 2 om morgenen, ved at vippe sekundviseren – et hemmeligt signal til ham om, at synkroniseringen var lykkedes. En lille nørd-gysning i 10.000 meters højde.
Find Citizen Attesa Sky på Catawiki (gennemse auktionerne for at finde denne model og andre perler).
3.4 Attesa Multi-Alarm (ref. ATD53-2852)
Her er et spændende ur, måske det mest underkendte i vores udvalg. Attesa ATD53-2852, produceret omkring 1993-97, er et af de få ure med flere uafhængige alarmer fra årtiet. Ved første øjekast er det et klassisk 38 mm tre-hånds ur i børstet titanium med et diskret datovindue. Men via kronen og en trykknap kan man programmere to separate daglige alarmer (f.eks. en påmindelse om morgenen og en anden om eftermiddagen). Det var revolutionerende dengang i analogt format – husk på, at de fleste ure kun havde én alarm (hvis de havde en).
Teknisk set styrede Citizen 6870A kvartsværket to piezoelektriske motorer til at ringe på programmerede tidspunkter. Indstillingen var ikke den mest brugervenlige (et system med klik og viserkoder for at angive alarmtid i indstillingstilstand) – jeg indrømmer at have konsulteret manualen mere end én gang for at indstille den korrekt. Men når man først har mestret det, er det et meget praktisk værktøj for glemsomme hoveder. En japansk samler fortalte os med et smil: “Jeg brugte den til at minde mig om at hente min datter fra skole kl. 15 – hvilken skam, hvis jeg glemte det igen – og til at huske at vande mine bonsaitræer om aftenen.” Dette ur var lidt som en elektronisk kalender før tiden, men på håndleddet og uden digital skærm.
Designmæssigt er det meget afdæmpet, næsten strengt (skifergrå urskive, baton-indekser). Vi er langt fra det sjove ved en Casio G-Shock fra samme periode. Men det er med vilje: Citizen sigtede mod et publikum af forretningsmænd, der havde brug for diskrete alarmer i møder uden at skulle hive en personsøger frem. Faktisk er alarmen på ATD53-2852 vibrerende mere end hørbar: en let brummen mærkes, nok til at tiltrække bærerens opmærksomhed, men ikke forsamlingens – meget genialt.
3.5 “Titan Chrono Racing” (ref. GN-4-S / 4P101)
For at slutte af med stil, lad os tale fart med Titan Racing-kronografen. Under denne lidt improviserede betegnelse gemmer der sig en model fra slutningen af 90’erne (ofte refereret til som GN-4-S på bagsiden, efter navnet på urkassen, og kaliber 4P101). Citizen, stærk af sin erfaring inden for rally (partner i Paris-Dakar i 80’erne), ønskede at tilbyde en sporty titaniumkronograf til motorsportsentusiaster.
Resultatet er et forbløffende ur med en tonneau-formet kasse på 42 mm, der er fuldt belagt med sort DLC (hærdet til ~1400 HV). Urskiven har et ternet mønster som et målflag, med strejf af gult eller rødt afhængigt af varianten (vores favorit, versionen med røde tællere, minder tydeligt om instrumentbrætterne i datidens Ferrari-superbiler – slet ikke diskret, men djævelsk cool). Bezelen har en indgraveret tachymeterskala, der forstærker “racing”-DNA’et.
Mekanisk set er kaliber 4P101 en kvarts med 5 juveler, afledt af Citizen-kronografer fra slutningen af 80’erne, der tilbyder måling på 1/5 sekund og forbedret batterilevetid. Vigtigst af alt er den designet til at drive store visere på en stor diameter – Citizen har også brugt den på titanium-dykkerkronografer. Følelsen ved trykknapperne er direkte, næsten mekanisk (selvom der selvfølgelig ikke er noget søjlehjul). Det er paradoksalt nok et af de kvartsure, der giver mest taktil nydelse ved aktivering.
At bære denne kronograf er som at tage et spring ind i de flamboyante 90’ere: den fanger øjet med sit techno-retro-look. Dens sorte titanium undgår vægtfælden: hvor en Breitling Blacksteel af samme størrelse vejer 120+ g, vejer denne Citizen kun omkring 80 g – en fornøjelse at bære til daglig uden at trætte håndleddet. Jeg indrømmer at have en svaghed for dette ur, som jeg fik mulighed for at prøve ved et arrangement: dens kronograf, der vibrerer let i slutningen af løbet, det metalliske klik fra dens visere… vi er langt fra det “digitale” image af batteridrevne ure.
4. Prisindeks & Generel tendens (2014-2025)
For at placere disse modeller i markedskonteksten har vi sammenlignet et “Super Titanium 90’s”-prisindeks med et bredere “Citizen Vintage”-kompositindeks. Analysen af priserne over perioden 2014-2025 afslører en klar overperformance: titaniummodellerne er steget med +120 %, mod cirka +80 % for hele Citizen Vintage-markedet. Med andre ord har titaniumsegmentet klaret sig bedre – langsomt men sikkert.
Denne præstation svarer til en gennemsnitlig årlig vækst på 8 % for titanium, mod ~6 % for det samlede indeks, en tendens der er blevet forstærket siden 2020. I 2025 er et Citizen-ur i titanium fra 90’erne i gennemsnit 2,2 gange sin pris fra 2014 værd, et bevis på en markedskorrektion til fordel for disse længe undervurderede referencer.
Der er dog stadig betydelig plads til forbedring. Til sammenligning har en Seiko “Age of Discovery” fra 90’erne set sin værdi stige med +300 % i samme periode. Dette fører os til spørgsmålet: Hvor højt kan værdien af disse Citizen Super Titanium-ure stige? Det følgende afsnit forsøger at besvare dette.
5. Hvorfor 3.000 €-grænsen er troværdig (snart)
Der er en vis skepsis omkring Citizen titaniumsure på samlermarkedet. “De vil aldrig blive flere tusinde euro værd, de er masseproducerede kvartsure”, hører man ofte. Og alligevel peger flere faktorer på, at den symbolske grænse på 3.000 € kunne blive overskredet inden for få år for de fineste eksemplarer:
- Intet sidestykke hos konkurrenterne til en tilsvarende pris – hverken i 1995 eller i dag. For under 1.500 €, hvilket andet ur tilbyder en hærdet titaniumkasse på 1200 HV, et termokompenseret eller radiostyret kaliber, en evighedskalender osv. Således havde Seiko ikke Duratect-titanium i 90’erne, og selv i dag starter en Grand Seiko i “rå” titanium ved 6-7k€. Opblomstringen af titanium i urmageri (Omega, Tudor, IWC er med på bølgen) trækker uundgåeligt interessen mod disse tilgængelige pionerer.
- Generel hype om titanium – Apple Watch Ultra har populariseret ideen om, at titanium er fremtidens luksus. Tudor har slået hovedet på sømmet med sin meget omtalte Pelagos 39. Resultatet er, at flere og flere entusiaster søger at opdage ældre titaniummodeller. Men hos de schweiziske vintage-mærker er det en ørken (nogle få IWC Porsche Design i titanium fra 80’erne, umulige at finde). Citizen og Seiko løber derfor med sejren hos de nysgerrige, der ikke vil ruinere sig selv.
- Begrænset japansk lager – Som ofte har JDM-markedet absorberet størstedelen af produktionen. Man kan stadig finde New Old Stock (NOS) af Citizen titanium fra 90’erne hos visse forhandlere i Japan, men mængderne svinder ind. Når disse lagre er udtømte, vil priserne mekanisk stige på grund af sjældenhed. I endnu højere grad, hvis de amerikanske samlere kommer med på vognen: vi har set fænomenet med Chronomaster HAQ (+50 % på 2 år, så snart de blev blogget om på den anden side af Stillehavet).
- Konverteringer og specialmodeller, der ikke kan findes uden for Asien – For eksempel tilbød Citizen i Japan DLC-tilpasningstjenester (sort belægning) på visse Attesa-modeller i 2000’erne. Disse hybridmodeller (90’er-værk + 2000’er-behandling) bliver mere og mere eftertragtede i Asien og er fuldstændig ukendte i Vesten. Deres pris har allerede oversteget 2.000 € i Japan. Det kræver kun, at en engelsktalende influencer interesserer sig for dem, for at feberen tager fat.
Kort sagt, alle tegn peger på en kontinuerlig genvurdering af Citizen Super Titanium. At nå 3.000 € for en Attesa Perpetual NOS eller en komplet Promaster titanium-sæt er på ingen måde utopisk inden 2027-2030. Dette forudsætter naturligvis et stabilt globalt marked og en vedvarende appetit for vintageure (ingen er immune over for en global boble). Men objektivt set tilbyder disse ure et uforligneligt forhold mellem teknologi, historie og pris – en ideel grobund for en sen, men solid genvurdering.
6. Tjekliste til køb & godkendelse
At købe et af disse ure, ofte i udlandet, kan virke skræmmende. Her er nogle konkrete råd til at sikre dit køb og undgå skuffelser:
- Gravering på bagsiden af urkassen: Kontroller tilstedeværelsen og tydeligheden af TITANIUM– eller DLC-mærkningerne (afhængigt af modellen) på bagsiden. Citizen graverede disse indikationer dybt på de Duratect-behandlede modeller. For eksempel skal en Attesa DLC have “Titanium + DLC” tydeligt indgraveret – i tilfælde af ulæselig slitage, vær på vagt over for den reelle tilstand. Bagsiden bærer også kaliber-kassekoden (f.eks. H110-T018351). Sørg for, at den svarer til den annoncerede reference.
- Test af kvartsens afvigelse: Bed om muligt om et billede af uret sammenlignet med et referenceur over 2-3 dage, eller en afvigelsesrapport. Termokompenserede værker (som 6870A i Attesa Multi-Alarm) skal holde sig inden for ±15 s/måned. En større afvigelse kan signalere behov for service. På Eco-Drive-modeller skal du kræve en angivelse af kapacitetens tilstand. En gammel solcelle, der kun holder et par timer, betyder kommende udgifter.
- Rem og spænde: Foretræk ure med deres originale titaniumrem og intakt, DURATECT-signeret spænde. Disse specifikke remme er næsten umulige at finde separat. Kontroller fraværet af hjemmelavede eller manglende led.
- Mikro-stød og fremspring: Inspicer kanterne af urkassen på HD-fotos. Hvis titaniumet er mærket af dybe hak, skal du vide, at reparationen er kompleks: man kan ikke bare polere (risiko for at fjerne det hærdede Duratect-lag). Det er derfor bedre at vælge et eksemplar med nogle få hairline-ridser end et bulet. Til gengæld er titaniumets patina (let gråligt udseende) normalt med tiden, forsøg ikke at polere det.
- Dokumenter & komplet sæt: Som altid vil et eksemplar med sin originale Citizen-æske og papirer have mere værdi. Da de fleste af disse ure er JDM, er manualerne dog kun på japansk. Et komplet sæt vil blive handlet for ca. +20 % i forhold til et løst ur.
7. Konklusion
For at afslutte vores undersøgelse, lad os evaluere risici og belønninger ved at investere i disse 90’er Citizen Super Titanium-ure på en afbalanceret måde.
Risici:
- Lokale funktioner uegnede – Nogle komplikationer (radiostyring JJY 40/60 kHz) er ubrugelige uden for Asien. Dette kan afskrække den almindelige vestlige køber. Dette handicap forventes at aftage i takt med, at samlere specialiserer sig, men det er en bremse på kort sigt.
- Specifik vedligeholdelse – Selvom værket er robust, er de perifere elementer det mindre. Titaniumpakninger, buede safirglas… Citizen genproducerer ikke længere alle disse komponenter. I tilfælde af problemer skal man enten have en organdonor eller acceptere en generisk del.
- “Kvarts”-image stadig forringet – Selvom tendensen er ved at vende, er det for en del af offentligheden stadig et no go at investere >1.000 € i et Citizen-ur med batteri. Forvent ikke en Instagram-hype her, men snarere en langsom og stabil værdistigning.
Belønninger:
- Enestående brugeroplevelse – Vægt <100 g, ridsefasthed 1200 HV, præcision ±10 s/år for nogle, evig autonomi... Det er ure, man nyder at bruge i hverdagen, uden stress.
- Sjældenhed og eksklusivitet – Da markedet stadig er overvejende japansk, placerer det at eje et af disse ure i Europa eller USA dig i en meget snæver kreds. Denne eksklusivitet har en tendens til at blive monetariseret på sigt (loven om sjældent udbud).
- Potentiale for fordobling – Som vi har vist, taler pris/ydelsesforholdet for en genvurdering. Hvis “Super Titanium-bølgen” rammer amerikanske og europæiske samlere, kan vi forvente, at priserne fordobles over 5 år.
Sammenfattende er investering i disse 90’er Citizen titaniumsure et velovervejet sats på anerkendelsen af en del af urmageriet, der længe har været overset. Risiciene findes (nichemarked, specialiseret service), men belønningerne – både økonomiske og urmagerimæssige – er meget tillokkende. Så for dem, der kan lide at gå uden for de slagne veje, er spillet værd at deltage i.
Pour bien s'habiller, il faut comprendre le vêtement, mais aussi la marque et sa stratégie.